Om Guds gavmildhed og vores givertjeneste

Det at give af vore ressourcer, vor tid og vore penge er noget meget grundlæggende i Guds rige.

Jo mere vi giver ud, desto mere liv vil vi sprede omkring os. Det er ligesom med landmanden: Vi sår sæden ud i tillid til, at Gud vil lade kornet vokse og mangfoldiggøres, sådan at det både velsigner andre og giver os mad oven i købet. Det er Guds princip, en livslov i alt, hvad han har skabt: Giv, så skal der gives jer.

I stedet for at holde fast på det, vi har for at sikre os, at vi har noget at leve af, så sår vi det ud. Sådan bryder vi bekymringens åg. Og sådan forløser vi Guds velsignelse ind i verden. Vi skaber en åben livscirkel med gavmildhed og overflod i stedet for en lukket cirkel med et liv, der lukker sig om sig selv i bekymring og følelsen af aldrig at have nok.

Tiende og offer

Der er to klare måder, som vi opmuntres til at give på i Bibelen som en hjælp til at leve et liv i tillid til Gud: Tiende og offer.

Tiende er penge givet til kirken og Guds riges arbejde, en 10endedel af vores indtægt. Det er vores basisgave, som gives af de første 10%. Og at det er de første 10% er der en klar pointe i.
Det, vi udfordres til, er ikke først at betale vores regninger, så købe det, som vi synes kunne være dejligt at have, så lægge noget til side – og så se, hvor meget der bliver tilbage til Guds rige. Gud udfordrer os til at vende det om, så vi giver de første penge, vi får. Så bliver tiende nemlig virkelig en hjælp til at vokse i tillid – og så vil vi erfare i praksis, at Jesu ord holder: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.”

Når basisgaven, tiende, er på plads, så kommer den anden mulighed for at vokse i tillid og gavmildhed: offeret, den spontane gave. Og det er her eventyret virkelig begynder, og der kan gå sport i at udfordre vores egen gavmildhed! Der, hvor vi leder efter muligheder til spontant at velsigne mennesker omkring os, måske fordi vi har oplevet en særlig velsignelse selv, eller fordi vi møder særlige behov, som rører vores hjerte. Måske vi hører om en katastrofe i verden, hvor folk har akut brug for nødhjælp. Eller måske synes vi, at en af vore venner eller naboer har brug for afstresning, så vi forærer hende en ferie sydpå osv. osv. Kun vores fantasi – og vores gavmildhed – sætter grænsen for de spontane gaver.

I det alt sammen kaldes vi til at ligne Gud, som giver ødselt ud over alle grænser. Vi kan se hans overstrømmende gavmildhed og rigdom afbilledet i naturens mangfoldighed af liv og farver og arter. Hver gang vi planter et træ eller lægger et frø i jorden, så mangfoldiggør det sig selv og spreder liv omkring sig.
Guds gavmildhed udfordrer os til også at lade den rigdom, han giver os, mangfoldiggøres omkring os. Han kalder os til ikke bare at give af vores overflod – men at give, så vi mærker det, så vores livsstil bliver formet af det. Vi kan ikke give os fattige, vi kan ikke overhale Gud indenom, for han vil lade sin velsignelse regne over os, når vi giver. Vi skal så Guds rigdom ind i verden og ind i menneskers liv, så velsignelsen spreder sig som en steppebrand, så mammons magt bliver brudt, og Guds riges frugter vokser frem.

Nøgleordet er tillid, den tillid til Gud, som Jesus lærer os: “Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.”

Det handler om Jesus

Det handler om Jesus..

Noa blev fuld!
Abraham var for gammel!
Jakob var en løgner!
Moses var en morder!
Gideon var bange!
Rahab var prostitueret!
Zakæus var for lille!
Timotheus var for ung!
Jonas flygtede fra Gud!
Johannes Døber spiste græshopper!
David lod som om han var skør, havde en affære og flygtede for sin egen søn!
Lazarus han var død!

Mig øh, jeg er mig….
Dig Du er elsket af Gud!!!

Hvad du ellers har gjort eller ikke har gjort, er ingen undskyldning for at holde dig væk fra
Gud.
Kik lige på listen igen…
Det er ikke Guds bedste børn, eller er det?
Det er dem Gud elsker, netop fordi de opdagede, at de havde brug for Jesus.
Ufuldkomne, men fuldkommen elsket…. SÅDAN ER GUD

Bøn

Bed, så skal du få!

En undersøgelse har vist, at mange danskere beder til Gud. Det er glædeligt, for bøn er en bestemt måde at være til på som menneske: Det er at forholde sig åbent til sit liv og give Gud kortene i hånden.

Tillid til Gud
Vi kan måske få det indtryk, at det er ”svagt” at bede til Gud i stedet for at klare tingene selv. men bøn er egentligt et udtryk for, at vi indrømmer, at vi ikke kan leve helt alene i denne verden.
At bede andre om noget viser. At vi har behov for hinanden og har brug for at være med i et fællesskab. Det er ikke mindreværdigt. Men det er tværtimod ærligt og meget menneskeligt. At bede til Gud er udtryk for, at Han betyder noget for os.
Når vi beder, viser vi, at vi har tillid til Gud, og at vi er afhængige af Ham. At vi har behov for at være sammen med Ham. Derfor er bøn egentligt det samme som at tro.

Bønnen – livsnerve
Bønnen er ofte kaldt for den kristne tros åndedræt. Det er nødvendigt at trække vejret for at leve. Ligeså nødvendigt er det at bede, for at livet som kristen kan leves. Ellers kan troen ikke ”få luft”.
Vi får i vores bøn lov til at ”ånde ud” iver for vores himmelske Far og fortælle om alt det, der ligger os på sinde. På den måde giver bønnen os et ”pusterum”, hvor vi kan komme af med alt det, der tynger os.
Samtidig ”Ånder vi ind”, når vi beder. Vi får ny kraft og frimodighed fra Gud. For bøn er at lukke Ham ind i vores liv med al hans hjælp og velsignelse.
Derfor skal vi bede hver dag. Om morgenen ser vi frem til den nye dag og må sige: ”Hjælp” og ”velsign” til vor Far. Om aftenen ser vi tilbage og har brug for at sige både ”tilgiv” og ”tak” til Ham.
Det hele kan samles i Fadervor. Det er Guds børns bøn, som Jesus selv har læet os at bede.

Bed frimodigt
Bønnen hjælper os til at se både frem og tilbage med frimodighed, så vi kan leve vort liv i tryghed.
Vi får måske ikke alle vore ønsker opfyldt, for kun Gud ved, hvad der er godt for os. Men ingen bøn bliver ubesvaret for vor Far vil glad og gerne give os alt godt.
”Bed, så skal I få!, siger Jesus til os. Hvad mere kan vi forlange?

Bønnens magt
Hjertesyge patienter har det bedre, når nogen beder for dem. Det viser en undersøgelse foretaget på universitetshospitalet i Kansas City i USA. Ved undersøgelsen fulgte man udviklingen hos 990 patienter. Frivillige bad for 500 af de patienter, som havde tilknytning til en kirke i byen. De patienter, der blev bedt for, havde 11 % færre komplikationer under deres ophold på hospitalet i forhold til dem, der ikke blev bedt for. De, der fik hjælp gennem bøn, var tilfældigt udvalgte. Ingen af dem anede, at nogen bad for dem. Lægerne har ingen rationel forklaring på resultatet.

Denne lille artikel fra ugeavisen Udfordringen som en lille statistisk oplevelse af bønnens magt.

Ikke noget uheld

Historien er den perfekte illustration til søndagsprædikenen. Den er følelsesladet, dramatisk, og den skærer én i hjertet. Himlen må vide, hvor mange gange prædikanter har brugt den.
Der er kun én hage ved den. Den passer ikke.
Måske kender du den.
Den handler om en ingeniør, hvis arbejde består i at operere klapbroen over en meget stor flod. Ved hjælp af stængerne og knapperne på kontrolpanelet aktiverer han et par kæmpemæssige tandhjul, der åbner broen for flodtrafikken og lukker den, når et tog skal passere.
En dag har han sin lille søn med på arbejde. Drengen er dybt fascineret og stiller det ene spørgsmål efter det andet. Først da ingeniøren har åbnet broklappen for at lade et skib passere, går det op for ham, at strømmen af spørgsmål er stilnet af, og at hans søn er gået udenfor. Han kigger ud ad vinduet og ser til sin rædsel den lille dreng klatre rundt ude på tandhjulene. Han skal lige til at løbe ud for at hente ham ned, da han i det samme hører fløjten fra et tog, der nærmer sig.
Hans hjerte slår hurtigere. Han kan ikke nå at hente sønnen ned, hvis han også skal nå at få sænket broklappen i tide. Han er tvunget til at vælge. Enten dør hans søn eller et helt tog fuldt af uskyldige passagerer. Et frygteligt dilemma og en frygtelig beslutning. Ingeniøren ved, hvad han må gøre, og rækker ud efter stangen.
En stærk historie, ikke sandt? Den bruges tit til at illustrere Jesu Kristi offer. Og den har også sine paralleller.
Det er rigtigt, at Gud ikke kunne frelse os mennesker uden at slå sin søn ihjel. Og Gud faders hjerte våndede sig af sorg, da han lod dødens tandhjul smække sammen om Jesus. Endelig er det lige så sandt, som det er sørgeligt, at mennesker suser forbi gerningsstedet i uvidenhed om det offer, der netop har reddet dem fra den visse død.
Men historien kan give grobund for en stor misforståelse.
Læs følgende uddrag af den første prædiken om korset og se, om du kan få øje på de afslørende ord.
Israelitter, hør disse ord: Jesus fra Nazaret - en mand, der er udpeget af Gud for jer ved mægtige gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde gennem ham midt iblandt jer, sådan som I selv ved - ham fik i udleveret efter Guds fastlagte bestemmelse og forudviden, og ved lovbryderes hånd naglede I ham til korset og dræbte ham.
Så du dem? De højtidelige ord i afsnittet. Den modige erklæring med rod helt tilbage i evigheden. Det er måske de ord i Bibelen, der bedre end nogen andre beskriver, hvilken pris Gud i virkeligheden måtte betale for at gøre dig til sit barn.
Hvilke ord er det da? Efter Guds fastlagte bestemmelse og forudviden. I den gamle oversættelse stod der
- efter Guds egen fastsatte plan og forudviden - og i Ny Testamente - på hverdagsdansk hedder det - efter Guds egen fastlagte plan - Men uanset hvordan vi oversætter det, er sandheden i det lige alvorlig. Korset var ikke noget uheld.
Jesus døde ikke, fordi den kosmologiske ingeniør gik i panik. Korset var ikke nogen tragisk overraskelse. Golgata var ikke bare en refleksmæssig reaktion på en verden på vej i fuld vart mod sin egen ødelæggelse. Det var ingen lappe- eller nødløsning. Guds søns død var alt andet end en ukalkuleret risiko.
Nej, den var et led i planen. Et bevidst valg. "Det var Herrens vilje at knuse ham" Korset var med i det originale udkast. Det stod skrevet i manuskriptet. I samme øjeblik den forbudte frugt rørte Evas læber, tonede skyggen af et kors frem i horisonten. Og fra da af og frem til det øjeblik, hvor en mand hamrede en nagle gennem Jesu håndled, forløb alt efter en overordnet plan.
Hvad vil det sige? Det vil sige, at Jesus planlagde sit eget offer.
Det vil sige, at Jesus bevidst plantede træet til sit eget kors.
Det vil sige, at han med vilje anbragte en jernåre dybt nede i jorden, så der var noget at støbe naglerne af.
Det vil sige, at han af egen fri vilje lagde Judas ind i en kvindes livmoder.
Det vil sige, at det var Kristus selv, der satte hele det politiske spil i gang, som skulle føre Pilatus til Jerusalem.
Og det vil også sige, at han ikke var tvungen til at gøre det - men han gjorde det.
Det var ikke noget uheld - havde det dog bare været det! Selv den værste forbryder er trods alt forskånet for at få sin dødsdom læst op, inden hans liv overhovedet er begyndt.
Men Jesus var født til at blive korsfæstet. Da han blev bevidst om, hvem han var, blev han også bevidst om, hvad der ventede ham. Skyggen fra korset fulgte ham overalt.
Det forklarer det beslutsomme udtryk i hans ansigt, da han vender rundt for at gå til Jerusalem for sidste gang. Det er hans dødsmarch.
Det forklarer den resolutte klang i hans stemme, da han siger: "Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv."
Det forklarer det gådefulde spørgsmål: "Forarger det jer? Hvad så, hvis I ser Menneskesønnen stige derop, hvor han var før?"
Korset forklarer hvorfor han sagde til farisæerne, at han først nåede "målet" for sit liv den tredje dag efter sin død. Hvorfor Moses og Elias på underfuld vis kom til syne på forklarelsens bjerg for at tale med ham om hans "udgang". De kom for at give ham et sidste opmuntrende ord. Hvorfor Johannes Døberen præsenterede Jesus for folkeskaren som "Guds lam, som bærer verdens synd."
Måske er det derfor, at han rev græsset op med rode i Getsemane. Han vidste, hvilket helvede han skulle gennemgå, hvis han sagde ordene "Ske din vilje".
Måske var det korset, der gjorde, at han elskede bør¬nene særligt højt. De var indbegrebet af det, som han måtte give: Liv.
Det giver vægt til hans profetier: "Jeg sætter mit liv til for fårene." "Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag."
Talen om den vragede sten", salvningen til begravelsen, Judas, der sendes bort fra den sidste nadver.
Hændelser, som antager en alvorlig dimension set i lyset af det ventende kors. Vores Mester levede et tredimensionalt liv. Han så fremtiden lige så tydelig som nutiden og fortiden.

Derfor var det slet ikke nødvendigt med reb til at binde ham eller soldater til at føre ham til korset. De var uden betydning. Havde de ikke været der, og havde der ikke været noget forhør, ingen Pilatus, ingen folkeskare, ville Jesus alligevel være blevet korsfæstet. Om han så skulle have naglet sig selv fast til korset. For det var ikke soldaterne, der dræbte ham, og heller ikke folkeskarens råb. Det var hans kærlighed til dig og mig.
Så kald det, hvad du vil: En nådeshandling. En frelsesplan. Et martyrium. Men hvad du end vælger at kalde det, kald det ikke et uheld. For det var alt andet end et uheld.

Grinebideren

Send regningen
En mand blev bragt ind på et privat nonne-sygehus til en hjerteoperation. Operationen forløb godt, og da manden kom tilbage til bevidsthed, sad en af søstrene og ventede ved hans seng.
"Hr. Hansen, du bliver helt frisk igen," sagde nonnen og klappede mandens hånd. "Vi har imidlertid brug for at vide, hvordan du havde tænkt dig at betale for behandlingen. Har du en sygeforsikring?
"Nej, desværre. Jeg har ingen forsikring," hviskede manden.
"Kan du betale kontant?" fortsatte nonnen.
"Desværre, søster."
"Nå, har du så noget nær familie, der kan betale?" insisterede nonnen.
"Jeg har kun min søster, men hun er en fattig, ugift nonne," svarede manden.
"Da bliver jeg nødt til at rette på dig, Hansen. Nonner er ikke ´ugifte´ - de har indgået ægteskab med Gud."
"Herligt", sagde manden. "I så fald, kan du sende regningen til min svoger."